Lidt information om det, for os i Thyborøn, meget vigtige fiskerierhverv.
 
Når jeg kommer andre steder i Danmark, bliver jeg ofte spurgt, hvad vi egentlig lever af herude.  Det er en ikke ualmindelig opfattelse, at fiskerierhvervet anses for noget, der var engang. "Fiskerne har jo tømt havet" er hvad man ofte hører.
 
Indtrykket er måske ikke så bemærkelsesværdigt, hvis man bor inde i landet og alene har et indtryk af fiskerierhvervet fra medierne.
 
Spørgsmålene besvarer jeg som regel med følgende: Ca. 90% af fartøjerne i den danske fiskerflåde står for ca.10% af værdien af fangsterne, mens omvendt de resterende ca.10% står for omtrent de 90% af værdien. 
 
Og
 
Det er sidstnævnte kategori vi beskæftiger os med!!
 
Antagelsen, at fiskerne har tømt havet er den rene nonsens. Med risiko for, at blive slået i hartkorn med Bjørn Lomborg, tør jeg påstå, at det er en almindelig videnskabelig antagelse, at et hav som Nordsøen til enhver tid vil være base for en given mængde liv.
 
Sammensætning af denne mængde liv kan så til en vis grad påvirkes af fiskefangsterne.
 
Et godt eksempel herpå er silden contra torsken.
 
I perioden efter 2. Verdenskrig og indtil begyndelsen af 1960-erne, var der enorme mængder sild i Nordsøen og meget små forekomster af torsk.
 
Da det intensive industrifiskeri startede i begyndelsen af ´60-erne, blev sildestammerne ganske rigtigt fisket ned og danmarkshistorien har aldrigt set et så stort torskefiskeri som i de mellemliggende år frem til sildefredningerne for alvor slog igennem i slutningen af ´80-erne.
 
Dette er den langt væsentligste forklaring på de, i dag, begrænsede torskeforekomster i Nordsøen og har intet med overfiskeri at gøre.
 
Bevares, der kan også være andre faktorer, såsom ændringer i vandtemperatur og strømforhold, der gør sig gældende, men samspillet med silden er, efter min bedste overbevisning, den egentlige baggrund.
 
Min formodning om, at det ikke er fiskerne, der har udryddet torsken, bestyrkes af den kendsgerning, at torskens vigtigste fødegrundlag faktisk er - torskeyngel.  D.v.s., at torskens interne omsætning er mange gange større end fangsterne, som derfor ikke kan have nogen væsentlig indflydelse på bestandens størrelse.
 
Når det så er muligt at nedfiske, specielt sildebestanden, har det baggrund i, at sild kun forekommer i meget store tætte stimer og dermed er lettere at fange end torsk, der forekommer langt mere spredt.
 
Som det fremgår af foranstående er løsningen på "torskeproblemet" derfor, at igangsætte industrifiskeri efter sild, evt. ved hjælp af kraftigt forhøjede tilladte bifangsprocenter af sild. Nøjagtigt på samme måde som når man i Dyrehaven må nedlægge kronvildt med det formål, at regulere balancen i naturen, når der nu ikke længere foregår egentlig jagt.
 
Det helt absurde, set ud fra en samfundsøkonomisk betragtning, er, at man altså har fredet silden på bekostning af den 10 gange mere værdifulde torsk.
 
De synspunkter jeg her rejser, er nogle de fleste fiskere godt kender og er enige i (deraf fiskernes frustrationer over de politiske beslutninger), men synspunkterne er desværre ikke god tone "på bjerget", der i denne forbindelse, bl.a., er de gammeldags forstokkede miljøorganisationer som eksempelvis Greenpeace.
 
Argumenterne fra disse reaktionære kræfter er bl.a., at industrifiskeri er noget griseri og et enormt spild af ressourcer. 
 
Denne opfattelse er rent vrøvl.
 
Industrifiskeri, der er grundlaget for produktionen af fiskemel og -olie, er et gavnligt fiskeri, der danner grundlag for livsvigtigt foder til, efterhånden, mange forskellige formål.  Desuden forskes der intensivt i anvendelsen af proteinstofferne i fiskemel - også til menneskeføde og den gavnlige virkning af fiskeolie er der da vist ikke længere nogen, der er i tvivl om.
 
Hvem bebrejder iøvrigt landbruget, at store dele af deres vegetabilske produktion anvendes til dyrefoder?
 
Det er mit håb, at forannævnte synspunkter kan medvirke til at åbne nogle øjne for virkeligheden, når der snakkes fiskeri.
 
Med venlig hilsen
 
Erik Bonde